søndag den 19. februar 2012

Valentines-kage

Jeg havde set, at der var en konkurrence om at lave en valentineskage, som jeg selvfølgelig ville deltage i. Der er med garanti mange, der pynter bedre end mig, men en sådan mulighed skal man være et skarn at lade gå uhørt forbi. Man vinder jo ikke noget ved ikke at deltage - men måske, hvis man deltager :-)


Jeg lavede en Devil's food cake - helt uden at lave om på den! Den er lavet i en mini-springform, så den passer til en kagetallerken.


Jeg pyntede med MMF og jeg har lige fået nogle plunger cutters hjem som jeg har købt på e-bay, så de skulle også lige prøves.


Jeg har ikke fyldt kagen, ej heller smurt op - det er bare chokoladekage og MMF - intet andet:



Valentines-lagkage

I tirsdags til Valentine var min mand blevet lagkagesulten og havde - uden at blande mig ind i det - købt ind til lagkage, så jeg måtte i gang, da vi kom hjem, selvom jeg også stod med fastelavnskostume til op over begge ører (som også blev færdigt).


Han havde købt: chokolade-lagkagebunde, frosne hindbær, ½ l. piskefløde og kagecreme-pulver.


Hindbærene lavede jeg en syltetøj af:


1 ps. frosne hindbær
Sukker til det er ikke for sødt


Koges sammen og køles af (den røg i en plasticbøtte og ud i sneen - så gik det hurtigt)


Cremen piskede jeg sammen efter opskriften på pakken.


Fløden blev pisket til skum.


Jeg blandede halvdelen af flødeskummet i cremen, så den blev mere luftig - lige som bageren gør, når han laver creme til fx jordbærkager :-) godt jeg har fået masser af tricks af at arbejde hos en bagerven :-)


Lagkagen blev lagt sammen med bund - syltetøj - flødecreme - bund - syltetøj - flødecreme - bund og flødeskum over det hele til sidst. 


Simpel - ikke noget jeg gjorde mig umage med at pynte - og ikke som jeg plejer - men rigtig god!



Indflytningskagen

Min mormor er flyttet på plejehjem. Vi var ude for at besøge hende, og fik at vide, at næste gang skulle vi købe en kage vi kunne tage med. Det kan jeg jo ikke have siddende på mig, så i gang med at bage en blå-gul kage, da det er Brøndby hun bor i nu.



Jeg bagte en Devil's food cake (se under Djævlens Chokoladekage/kager uden pynt) og erstattede vandet med friskpresset lime saft - det gjorde den noget speciel, men ikke dårlig - i små forme og valgte at bruge 2 hjerteforme til netop denne kage, så den kunne være i flere lag. Jeg flækkede de to kager og puttede sarah bernhard creme inden i:

2 dl piskefløde
75 g mørk chokolade i små stykker

Fløden koges op og chokoladen tilsættes. Massen koges i 5 min ved svag varme under omrøring og køles HELT af i mindst 4 timer. Herefter piskes den let op og den er klar til at blive smurt mellem lagene.

Jeg smurte den op med lime-smørcreme (fra Amo nr. 3):

125 g. blødt smør
150 g. flormelis
revet skal af en limefrugt
saften ad ½ limefrugt

Alle ingredienser blandes godt sammen.

Den blev pyntet med blå og gul MMF - jeg havde desværre ikke fået æltet MMFen helt godt igennem efter den havde ligget et par uger, så den krakkelerer lidt... Nogle detaljer: