søndag den 14. oktober 2012

Pulled Pork

En "ny" ret skulle afprøves: Pulled Pork! Langtidsstægt nakkefilet med Coleslaw. Det er med det samme blevet en favorit her hjemme - det kræver dog planlægning og en fridag, at lave!

Jeg kiggede en masse opskrifter igennem og faldt over gastromand - en blog med masser af gode opskrifter på alt muligt.

Jeg har som altid ændret en smule på opskriften så her er min version:

2-2½ kg nakkefilet

gnides aftenen inden den skal steges med en dry rub:

i fx et patentglas eller lignende blandes (1 del er fx 1 spsk):
 
5 dele groft salt
3 dele rørsukker
3 dele paprika
2 dele Santa Maria krydderurteblanding
1 del chilipulver

kødet dækkes helt med rub'en og pakkes ind i plastfolie og lægges på køl - læg den i et fad, så den ikke drypper.

Gå i seng og få en god, men kort nats søvn, da du skal op igen senest kl 6 i morgen tidlig, for at sætte stegen i ovnen!


Stegen sættes i ovnen ved  105 grader og med stegetermometer i. Sæt et fad eller bradepande under til at samle afdryppet op i - vil du bruge det til en fantastisk sovs, så hæld en liter vand i fadet/bradepanden. Nu skal den bare passe sig selv i 11-12 timer! Den skal opnå en temperatur på 93 grader - det sidste stykke vej mod de 93 tager længst så ingen panik når den allerede er godt varm nogle timer inden spisetid. Og så kan du sove lidt videre :-) Når stegen engang er færdig rives den fra hinanden med et par gafler.

Til kødet serveres Coleslaw - det bliver bedst, hvis det får lov til at stå natten over:

½ hvidkål og 6 gulerødder rives og hældes i en, stor skål eller en plasticpose. Marinade tilsættes:

Marinade:
4 spsk honning dijon sennep (jeg bruger sød sennep)
2 dl æblecidereddike
6 tsk sellerisalt
4 spsk sukker
peber

det hele blandes og hældes over kål og gulerødder og trækker en times tid (eller mere)

Dressing.
2 dl formage frais
2½ dl Hellmanns mayonnaise
salt
peber
2-3 tsk sukker

Dressingen blandes og smages til - den skal være let sød.

Marinaden hældes fra kålen og kålen vendes i dressingen. Samme dag er Coleslawen lidt syrlig, men dagen efter er syrligheden væk fra kålen.

Det hele serveres i burgerboller - vi er blevet ret glade for rugbrødsburgerboller.

Dagen efter kan resterne serveres med kartofler og sauce lavet på afdryppet - smager fantastisk!


Her med lidt agurk - det smager også fremragende!


Familien til børnefødselsdag

Familien skulle også på besøg til fødselsdag, og den unge frøken fik lov til at vælge, hvordan hendes fødselsdagskage skulle være - hun ville bare have en almindelig lagkage men den skulle være hjerteformet.

Jeg bagte derfor 3 bageplader lagkagebunde og lavede en hjerteskabelon af bagepapir - to runde hjørner tegnet rundt om et par tallerkener og derefter ned i en spids fra hver af siderne. Bagepapiret lagde jeg derefter på de afkølede bunde og fæstnede med knappenåle og skar ud.

Den blev fyldt med knuste makroner, appelsinsaft, flødecreme (kagecreme på pulver tilberedt efter opskriften på æsken og blandet op med flødeskum og chokoladestykker), halve jordbær på det ene lag og blåbær på det andet. Til sidst pyntet med flødeskum og jordbær.



  





Hertil havde jeg bagt boller med chokolade, rosiner og almindelige




Endelig havde jeg også bagt en skakbrædtkage og lagt den sammen med Dr. Oetker kagemousse - det kan ikke anbefales, da den falder fra hinanden! - Jeg gjorde det for at spare på fedtstoffet, men fedtstoffet er altså nødvendigt for at få et godt resultat. Farven på moussen bliver i øvrigt mørkere af at stå og trække kunne jeg se, da jeg måtte lave en ekstra portion, som så blev lysere.













Børnehaven til fødselsdag

Min datter fyldte 5 og hendes stue i børnehaven skulle med hjem!
Så jeg spurgte hende, hvad hun gerne ville have jeg skulle lave, og svaret var at det skulle være boller og pølsehorn lige som da hun blev 4.

Bollerne skulle bare formes som en pony - som sagt så gjort! Det hele lavet af samme opskrift på boller







Om aftenen kom mormor og morfar og så lavede jeg en lille lagkage til os - med købebunde skåret til, så det ikke blev for meget kage.





Tillykke Victor

Min kusines søn fyldte 1 år, og jeg blev hyret til at lave hans fødselsdagskage - og jo forresten - hans mormor havde også lige fødselsdag, så hun skulle også have noget - gerne i Peter Plys-tema.

Så under eksamensskrivningen spekulerede jeg over, hvad jeg kunne lave til dem - og ikke mindst hvordan. Jeg havde fået frie hænder!

Jeg prøvede, at finde ud af, hvad min kusine havde i tankerne - og fik ud af hende, at det skulle være noget lagkageagtigt. Hun havde sendt mig nogle billeder af runde lagkager med MMF-pynt i 2D - men jeg var allerede begyndt at tænke lidt ud af boxen. Jeg havde i en af mine kage-pynte-bøger set nogle byggeklodser - dog en anelse mere avancerede, jeg jeg havde tid til. Men formen var der. Jeg bagte 3 lagkagebunde i små bradepander, så jeg kunne lave 3 stk 10x10 bunde af hver:

Lagkagebunde (fra Amos bøger) pr. stk:
150 g blødt smør
150 g sukker
3 æg
150 g mel
1 tsk bagepulver¨

Smør og sukker røres let og luftigt - æggene tilsættes et ad gangen.
Mel og bagepulver blandes og vendes i.
Dejen hældes i en smurt form (husk smurt bagepapir i bunden, for at det er let at få kagen ud)
Bages i ovnen ved 220 grader i ca. 15 minutter (7-10 min for tynde bunde og 15-25 min for tykke bunde)

Jeg lod en smule fra hver bund gå til at lave en lille lagkage på ca. 10 cm i diameter til 1. fødselsdagslagkagen.

Da bundene var kølet lagde jeg dem oven på hinanden og skar dem ud i 10x10 cm stykker.

Jeg smurte dem op med smørcreme  og lod dem stå til det havde sat sig. Bemærk, at jeg havde lagt et stykke madpapir under, så de var nemme at flytte rundt på.



Jeg pyntede dem med MMF, som jeg havde klargjort dagen før - hjørnerne blev ikke så pæne - der skulle jeg have skåret dem lidt bedre til.




Desværre ikke et særlig tydeligt billede, men vægen og flammen har jeg malet på med pastafarver








Inden i

Vi var 12 til lagkagen og jeg delte hver klods i 4 stykker - det viste sig, at der ville have været nok, selvom vi havde været 24!


Af resterne af lagkagebundene lavede jeg en romkugledej. 
Jeg tilsatte blot hindbærsyltetøj, rester af chokolademousserne og rom. Jeg burde have tilsat mere fedtstof, da den ikke blev klistret nok. Jeg modellerede så Peter Plys og gav ham MMF på. Inden i til at holde på formerne havde jeg sat bambusspyd og han læner sig op ad en sten af romkugle og grå MMF. Lige inden servering hældte jeg flydende honning øverst i krukken. Detaljerne i ansigtet har jeg malet på med pastafarve. 





Til en 1-års fødselsdag skal fødselaren som traditionen siger da have sin egen lagkage - så en minilagkage med flødeskum og banan blev det også til.