søndag den 2. december 2012

Ingen jul uden æbleskiver

Hvilken kage-tradition er større end æbleskiver til jul? Og hvilken kage er der så mange forskellige opskrifter på? Det er den rene jungle at finde den bedste.
Men jeg har nu fundet en, der er rimelig nem at gå til, som også smager godt. Og heldigvis har jeg en elektrisk æbleskivepande, der gør, at man kan sidde sammen omkring bordet og lave æbleskiverne, mens man spiser dem :-)

Jeg fandt denne opskrift i Amo's julebog:

Der bliver ca. 60 stk af denne opskrift!

500 g mel
250 g smør
3/4 liter mælk
7 æg
1 spsk sukker
3/4 tsk salt
½ tsk kardemomme
1 tsk bagepulver
reven skal af 1 øko citron

Mel og mælk blandes godt.

Smelt smøret og hæld det i mel/mælk-blandingen. Tilsæt æg og de øvrige ingredienser og rør dejen sammen.

Lad den hvile i ca. 5 min

Varm æbleskivepanden op og kom lidt smør i hvert hul. Fyld hullerne 3/4 op og vend æbleskiverne, når de begynder at blive stive i kanten - vend flere gange under bagningen. Et bambusspyd fra sommerens grillaftener er rigtig godt til at vende med.

Læg evt. et lille stykke æble i æbleskiven, mens dejen endnu er flydende.

Server med syltetøj og flormelis. - Eller med is, nutella (ikke til mig tak) eller andet sødt.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar