lørdag den 19. februar 2022

Cheese Cake a la strawberry daiquiri

Til nytår havde jeg lavet en mojito cheesecake, som egentlig smagte ganske glimrende, men bunden var lidt kedelig og jeg kunne godt tænke mig at lave den lidt mere sommeragtig, så jeg tænkte strawberry daiquiri. Men jeg kunne ikke finde en opskrift online, så jeg måtte selv eksperimentere.



Bund:
250 g makroner (svarende til en pose - bare de billigste)
100 g smør, smeltet

Makronerne blendes i foodprocessoren og smeltet smør tilsættes. Massen hældes i en springform (den gode røde fra ikea) uden bund men direkte på fadet, hvor den skal serveres. Bunden trykkes flad/stampes med et glas.

Ostecreme:
6 blade husblas
75 g rørsukker 
200 g flødeost (svarer til 1 bøtte Philadelphia - ikke fedtfattig)
300 g græsk yoghurt
4 dl fløde (pisket til let flødeskum) 
2 tsk Limeskal (usprøjtet) 
4 tsk limesaft
75 ml (3/4 dl) hvid rom 

Husblassen lægges i blød i rigeligt koldt vand. 
Sukker, flødeost og yoghurt piskes sammen. 
Limeskal og limesaft tilsættes. 
Fløden piskes til en let flødeskum (og nu burde husblassen være godt blød).
Husblassen vrides let og smeltes i microen i en skål, hvor der er plads til nogle skefulde ostemasse.
3 spsk ostemasse tilsættes husblassen og røres og yderligere 2 spsk tilsættes inden husblas massen tilsættes resten af ostemassen og piskes. 
Rom tilsættes og piskes forsigtigt i. 
Flødeskummet vendes i ostemassen og det hele hældes over bunden og sættes på køl til den har sat sig. Toppen af ostemassen skal være så plan som mulig.

Gele:
4 blade husblas
50 g rørsukker
250 ml koncentreret saft med jordbær (jeg brugte jordbær/hyldeblomst fra den gamle fabrik som er 1:4 når den skal være saftevand)
1 lime (saften) 
3 spsk hvid rom 

Husblassen lægges i blød i rigeligt vand
Rørsukker, saft og limesaft (evt siet for rester af frugtkød) varmes op i en gryde til sukkeret er opløst. 
Saften tilsættes de opblødede blade husblas og røres til det er opløst.
Saften afkøles til ca 30 grader. 
Rom tilsættes. 

Kagen tages ud af køleskabet og saften hældes over kagen via bagsiden af en spiseske, så den ikke laver hul på kagen. 
Kagen sættes på køl til den har sat sig. 


søndag den 13. januar 2013

Is med jordbær og Scottish shortbread cookies

Nu er jeg nået så langt i mit ismageri, at jeg er begyndt så småt at eksperimentere: Jeg lavede en vanilleis (se tidligere indlæg) og knuste et par Scottish shortbread cookies i store stykker og skar 250 g friske jordbær i store småstykker.

I halvdelen af isen lige inden den var færdig kom jordbær og kager i isen - og så lige inden servering fik den lige en omrører, så den blev helt softice-agtig :-p Den var god!


Nytårskagen

Nytårskagen var kagen fra 2011/12 modificeret en smule - fyldet var anderledes.

Jeg lavede igen en spongecake - og var ret ligeglad med at den originale opskrift siger, at kagen skal spises samme dag - så den blev bagt dagen før, så den havde tid til at køle af. Det blev kun en lille kage på ca 12 cm i diameter, for at vi havde en chance for at få den spist på en gang.

Jeg lavede så en lime mousse som jeg puttede ind i mellem lagene og som jeg smurte udenpå kagen for at holde på MMF'en som den blev overtrukkert med. Sidst men ikke mindst blev den sluttet af med royal icing og et lag spiseligt guldstøv.




Classic Sponge Cake til 2 runde kager på 22 cm eller 2 kvadratiske kager på 20 cm:

225 g mel
1½ tsk bagepulver
3/4 tsk salt
6 æg
220 g. sukker
8 tsk kogende vand

Forvarm ovnen til 180 grader.
Smør formene med smeltet smør, læg bagepapir i bunden af formene og smør også papiret. Drys formene med mel og drys det overskydene af.

Sigt mel, bagepulver og salt 3 gange.
Pisk æggene i 7 minutter til de er tykke og lysegule.
Tilsæt sukkeret lidt ad gangen, mens der piskes.
Vend melet forsigtigt i sammen med det kogende vand.
Hæld dejen i formene og bag 25 minutter til kagen slipper siderne af formene.
Lad køle 5 minutter og vend derefter kagerne ud og tag papiret af.


Lime mousse

4 blade husblas
4 pasteuriserede æggeblommer
100 g sukker
1 tsk fintrevet limeskal (+ lidt)
½ dl friskpresset limesaft (+ lidt - nok nærmere 3/4 dl)
4 pasteuriserede æggehvider

husblassen lægges i koldt vand i mindst 10 min.

Æggeblommer og sukker piskes lyse og luftige.
Smelt husblassen i det vand, der sidder på, når den tages op af vandet. Bland limesaften og skallen i husblassen og hæld det i æggeblandingen mens der piskes.
Pisk hviderne stive og vend i æggeblandingen.

Sæt på køl i mindst et par timer til den er stivnet



MMF - modificeret opskrift - bliver bedst ved at blive lavet dagen før

15 skumfiduser (Charmallows fra Haribo)
1 spsk. rapsolie
2 spsk vand
400 g. flormelis
Maizenamel

Skumfiduser, vand og olie puttes i en skål og i mikrobølgeovnen i 40-60 sek. se efter den hele tiden - når skumfiduserne begynder at vokse skal skålen ud!
Rør i skumfidusmassen til alle klumper er ude - kan du ikke hurtigt røre klumperne ud, så giv massen lidt mere tid i microbølgeovnen.
Hæld halvdelen af flormelissen i en skål, hæld skumfidusmassen over og herefter resten af flormelissen. mix med dejkrogene til massen har en ensartet konsistens - tag den op og ælt den i hånden - brug maizena til hænder/bord. (Sigtet flormelis kan også bruges, hvis man ikke har maizena).
Lægges i en plasticpose til dagen efter.


Royal icing.

pasteuriseret æggehvide
flormelis

blandes godt sammen til en tyk masse, der kan holde uden at blive så tyk at den ikke kan sprøjtes ud gennem en tyl

Nytårsdesserten 2012

Nytårsdesserten 2012 blev næsten lige som den fra 2011. Isen er dog anderledes, da det blev til 3 sorbeter i stedet for en parfait, så vores mælkeallergiske ven også kunne få en portion.

Så jordbærsuppe med sorbeter og bagte gitre. Jeg sætter for en god ordens skyld også opskrifterne ind her på de to, jeg allerede har sat ind for et år siden:




Dagen før servering:

Jordbærsuppe:
800 g. jordbær (friske eller frosne)
280 g. sukker
1½ citron (saften)
1 vanillestang
3,2 dl. vand
lidt maizena opløst i lidt vand

Flæk vanillestangen og skrab kornene ud (gem den tomme skal - den skal koges med) og med kniven mases de ud i et par spsk. af sukkeret.
Vanillesukkeret, vanilleskallen, det resterende sukker, jordbær, citronsaft og vand hældes i en gryde og sættes til at koge.
Kog i 15 min.
Jævn med maizenablandingen - ikke for meget!
Fisk vanilleskallen op og blend suppen og sæt på køl.



Samme dag:

Bagte gitre:

1 æg - vejes med skal på
mel - samme mængde (gram) som ægget
sukker - samme mængde (gram) som ægget
lidt flydende smør til bagepapiret


Bland mel og sukker i en skål.
Pisk ægget i til der ikke længere er klumper.
Kom dejen i en sprøjtepose eller lign. og sprøjt den ud i gitre - jeg lavede 5 striber med ca. 1 cm. i mellem på hver led - på bagepapir penslet med smeltet smør.
Bages ved 160 grader til de er let gyldne. - Jeg tog ikke tid på det men det var vel en 10 minutters tid.
Når de kommer ud af ovnen tages de af papiret med en paletkniv med det samme.


Isene dertil var Ben & Jerry's Lemon Daiquiri sorbet, og fra The Perfect Scoop, som jeg fik i julegave, Pink Grapefruit-Champagne sorbet og Blackberry-Lime sorbet.
Skulle jeg lave noget om, skulle det være Pink Grapefruit-Champagnen, der skulle skiftes ud, da den var for sur sammen med de øvrige - Blackberry-Limen clashede lidt farvemæssigt, men smagte rigtig godt - den havde i øvrigt godt af at stå i fryseren til næste dag smagsmæssigt (selvom is er bedst friskt) - limen blev meget mere tydelig af at få lov til at trække lidt.

I og med jeg skulle lave 3 slags is, røg de lige i fryseren indtil det var tid til desserten - de nåede ikke at blive hårde, men holdt sig friske og cremede.

Lemon Daiquiri sorbet (oversat til ingredienser, man kan få her hjemme):

3 kolde citroner (øko)
1 cup sukker
2 spsk rom
1/4 cup glukosesirup (kan købes i bl.a. Kvickly)
2½ cup iskoldt vand

Riv skallen af 1 citron og sæt den til side.
Pres citronerne og gem det frugtkød, der måtte være - kasser stenene.
Bland sukker, vand, rom og glukosesirup i en skål og pisk til sukkeret er opløst. Tilsæt citronsaft, kød og skal.

Frys i ismaskinen til den får den rette konsistens.


Pink Grapefrugt-Champagne sorbet

330 ml champagne eller mousserende hvidvin (vælg en, der ikke er for tør)
100 g sukker
625 ml friskpresset pink grapefrugtsaft - svarer til 4-5 frugter, hvis kødet tages fra.

Varm halvdelen af champagnen op i en gryde sammen med sukkeret under omrøring. Når sukkeret er helt opløst tages blandingen af varmen og resten af champagnen og grapefrugtsaften tilsættes.
Blandingen afkøles grundigt og derefter fryses den i ismaskinen


Brombær-Lime sorbet

150 g sukker
150 ml vand
450 g frosne brombær
180 ml friskpressede limefrugter (det var vel en 5 stykker, jeg brugte - bogen siger 9!)

Kog vand og sukker indtil sukkeret er opløst. Fjern fra varmen og køl ned.
Blend brombærene sammen med sukkervandet og si kernerne fra.
Tilsæt limesaften.
Sæt til afkøling i køleskabet og derefter fryses den i ismaskinen.

Flutes som boller

Til nytår får i hvert år raclette med masser af kød - og så skal der jo en eller anden form for tilbehør, så det ikke kun er kød (ikke at der er noget galt med kød). Vi plejer at skære en roast beef og et par svinemørbrader ud i tern samt have nogle pølser og bacon til racletten. Herudover lidt grønt i form af agurkestænger og gulerodsstænger. Hertil nogle saucer: Fromage Frais med karry og Fromage Frais med ketchup og noget bearnaise sauce.



Men brød skal der til! Og hjemmebag er selvfølgelig at foretrække. Jeg har før sat opskriften her ind - det er den på burgerboller, men jeg laver bollerne lidt mindre når det er til flutes:

6 dl vand
50 g gær
2 tsk salt
1 spsk olie
1 kg mel

æg til pensling

Gæren opløses i vandet sammen med salt.
Mel og olie tilsættes og æltes godt.
Dejen hæver ½-1 time.
Ælt dejen igennem igen og lav små boller af den på ca 1½ cm i diameter.
Læg 3 små boller sammen i hvert hul i en smurt muffinform.
Lad hæve ½ time
Pensl med sammenpisket æg og bag midt i ovnen ved 200 grader i 15 min


Når bollerne laves på denne måde er de lette at brække små stykker af, hvilket gør dem velegnede som tilbehør.

Vanilleis

Vanilleis er jo en klassiker og en, der ikke skal så meget til for at lave, så den har jeg også forsøgt mig med et par gange. Første gang puttede jeg vanillesukker i - anden gang kornene fra en vanillestang. Jeg vil sige, der er kæmpe forskel på smagen af de to, selvom det er en god vanillesukker, jeg plejer at bruge.



Igen er det en Ben & Jerry's opskrift - oversat til dansk - og den skulle give 1 quart:

2 pasteuriserede helæg
3/4 cup sukker
½ liter piskefløde
1/4 liter sødmælk
2 tsk vanillesukker eller kornene fra 1 vanillestang (næste gang vil jeg doble op på vanillen)

Kornene skrabes ud af vanillestangen og blandes med et par spsk af sukkeret.
Æggene piskes lyse og luftige, og sukkeret og vanillesukkeret tilsættes lidt ad gangen og piskes herefter mindst et minut mere.
Fløde og mælk tilsættes og piskes med.

Blandinden hældes i ismaskinen og fryses.

Is - med Oreos - Cherry Garcia - Chokolade

Som sagt har jeg fået en ismaskine med kompressor i julegave - det betyder at jeg kan lave is på ½ time og endda flere slags lige efter hinanden. Det har jeg så benyttet mig råt af i min juleferie - man skal jo afprøve sine gaver godt og grundigt ik'? :-D



Den første, jeg afprøvede var Ben & Jerrys Oreo Mint. Da min B&J bog er på engelsk skal ingredienserne jo selvfølgelig oversættes til danske forhold:

Opskrifterne skulle give 1 quart - de kan evt. halveres for at kunne være i ismaskinen



Oreo Mint

6 grofthakkede, afkølede Oreos
2 pasteuriserede helæg
3/4 cup sukker
½ liter piskefløde
1/4 liter sødmælk
5 dråber pebermynteolie (pas på - ikke for meget)

Hak Oreos'ne og sæt dem på køl.
Pisk æggene til de er lyse og luftige. Tilsæt sukkeret lidt ad gangen og pisk videre mindst et minut.
Tilsæt mælk og fløde og pisk til det er blandet - tilsæt pebermynten og pisk lidt mere

Hæld blandingen i ismaskinen og frys.
Når isen er næsten frossen - lige før den er færdig tilsættes de kolde Oreos og isen fryses færdig


Den næste jeg forsøgte mig med var Cherry Garcia. Min absolut favoritis! Dog ville jeg nok næste gang i stedet for syltede kirsebær prøve med kirsebærsauce, for at give selve isen smag af kirsebær og give den den smukke lyserøde farve :-) Ikke at den var dårlig på denne måde - overhovedet!



Cherry Garcia

1/4 cup mørk, revet chokolade
1/4 cup halverede kirsebær (jeg brugte syltede fra glas uden væsken, den er i - det er jo ikke sæson)
2 pasteuriserede helæg
3/4 cup sukker
½ liter piskefløde
1/4 liter sødmælk

Chokoladen og kirsebærene sættes i køleskabet i hver sin skål

Pisk æggene til de er lyse og luftige. Tilsæt sukkeret lidt ad gangen og pisk videre mindst et minut.
Tilsæt mælk og fløde og pisk til det er blandet 


Hæld blandingen i ismaskinen og frys.
Når isen er næsten frossen - lige før den er færdig tilsættes de kolde kirsebær og chokolade




Sidste i denne omgang er Jerry's Chocolate - jeg måtte jo lige prøve en rigtig chokoladeis - og denne skulle være den bedste af de opskrifter jeg har. Det viste sig at være et rigtig godt valg - den er nærmest som frossen chokolademousse! men den tager altså noget tid at lave, da der skal varmes og afkøles - så sæt god tid af til den. Evt. lav mix'en i god tid og lad den trække godt i køleskabet!



Jerry's Chocolate

1/4 cup mørk chokolade af god kvalitet med højt kakaoindhold (jeg brugte en 64%)
1/3 cup kakaopulver
1½ cup sødmælk
2 pasteuriserede helæg
1 cup sukker
1/4 liter piskefløde
1 tsk vanillesukker

Smelt chokoladen over vandbad. Sørg for at vandet ikke koger. Pisk lidt efter lidt kakaoen i chokoladen. Det kan være at chokoladen klumper lidt, men det kan mælken opløse! 
Tilsæt mælken lidt ad gangen og varm op indtil det hele er fuldstændig blandet sammen.
Køl blandingen af.

Pisk æggene til de er lette og luftige. Tilsæt sukkeret lidt ad gangen og pisk videre mindst et minut. Tilsæt fløde og vanille og pisk videre.
Hæld chokoladeblandingen i og bland godt.
Dæk blandingen og sæt den i køleskabet i 1-3 timer

Hæld blandingen i ismaskinen og frys.